20. august 1998

Lige som man indenfor damekonfektion har begrebet ‘Haute Couture’ har man også indenfor fluebinding set en lignende udvikling - her drejer det sig om binding af de klassiske laksefluer med deres mangeartede fjermate-rialer, hvor binderne må ofre ‘ det hvide ud af øjnene’ for blot at erhverve en enkelt fjer. Hvorfor skulle vi ikke også inden-for de mere beskedne ørred- og stalling-fluer kunne udvikle en form for Haute Couture? Allerede for 30 år siden blev jeg fascineret af de såkaldte North Country Flies - vådfluer, der var udviklet i de nordlige, engelske grevskaber Yorkshire og Derbyshire. Jeg hjemforskrev fra Veniard Ltd. øjeløse kroge - de såkaldte ‘blind hooks’ - og bandt så fluerne på en længde o.15 mm tyk monofil nylon. I de allersidste år er der igen op-stået interesse for disse fluer og i hælene derpå en hel række bøger, såvel engelske som amerikanske, der beskæftiger sig med såvel fluerne som den måde de blev anvendt på. I forrige århundrede brugte man lange 10-12 fod stænger og havde et langt gut-forfang, hvortil man knyttede fra 3-7 fluer - dels som endeflue (‘Stretcher’), dels som ophængere (‘Droppers’). Kunsten var så efter et kast opstrøms eller skråt opstrøms at holde så lidt af fluelinen i vandet som muligt, og så med den lange stang ‘lede fluerne’ ned over de pladser, hvor man havde set eller forventede, der var fisk. I dag har vi netop muligheden for at benytte stænger i en længde på 10-10½’ og beregnet på relativ lette liner i klasse #3-5 - altså helt ideelle til dette fiskeri, og så skal vi ikke som vore forfædre betjene grej der vejer omkring et kilo; men kan nøjes med ca. 150 gram! I forrige måned var jeg på min vanlige fisketur til Østrig; men vejrguderne ville det så, at jeg ikke fik een eneste dags fiskeri - 1½ meter over daglig vande og af en konsistens som Gule Æter! I stedet hengav vi os til at under-søge vor værts meget store sam-ling af antikt fluefiskegrej, og blandt mange lækkerier viste han os også en hel del ørred/stalling-kroge fra omkring 1860. Her fik jeg også set originale Pennell-Sneck hooks - dem som bl.a. mit idol G.E.M. Skues bandt sine nymfer på. Grundet gode overtalelsesevner fik jeg bevilliget ti kroge i str. 14, og vel hjemme gav jeg mig til at binde et af Skues’ nymfemønstre - Medium Olive V. Da jeg ikke havde noget silkegut bandt jeg dem på hår fra halen af en hvid hingst (Hopperne har det med at pisse på deres haler og derved bliver hårene uegnede!) - i det følgende blot benævnt hår. Siden jeg først bandt på øjeløse kroge havde jeg set hvordan spaniolerne bandt på tilsvarende kroge - og de anvender dem stadig i dag til praktisk fiskeri. Grundet alder og dermed nedsat fingerfærdighed afstod jeg fra at binde dem i fingrene - altså blev krogen anbragt i et fluestik med ultra-smalle kæber. Bindetråden, der skal være purpur eller gråbrun af farve, blev vokset på den yderste ende, så det var nemmere at få den sikret på krogskaftet. Man begynder nogle mm fra enden af krogen, vinder fremad næsten til skaftets afslutning og derpå tilbage - ialt 4-5 tørn begge veje - og så sidder tråden solidt forankret; men endnu vigtigere er det, at med disse tørn dannes en mindre knude, som hindrer håret i at komme i direkte kontakt med metallet og derved blive revet over. Nu placeres den ene ende af håret UNDER krogen og låses fast med en tørn af bindetråden. Til hackle skal bruges en lille hacklefjer fra en Blue Dun høne - den befries for de nederste dunede stråler og bindes ned med skaftet pegende bagud OVEN PÅ krogskaftet. Tråden vindes til krogbøjningen; men inden man når dertil klippes overskydende bort - helst med lidt afstand, så der ikke bliver et brat fald i kroppens tykkelse. To mørkeblå, uplettede stråler fra hanehacklet på en Perlehøne bindes ned med en stram tørn af tråden, så de smukt spredes til hver sin side, og lige foran bindes samtidig et stykke sølvwire og en quill fra øjefjeren på en Påfugle-hane ned. Luven på den sidste har man fjernet ved at trække fjerstrålen imellem tommel-fingerneglen og ‘pulpa’ på pegefingeren. Quillen bindes ned så den mørkeste kant peger bagud. Tråden vindes frem til kort før hacklet - så der bliver god plads til nymfens brystparti. Nu vindes quillen op over krogen - den ene tørn overlapppende den forrige lidt, og nået frem til tråden bindes den ned med een tørn. Wiren følger efter i vide tørn og bindes også ned og sikres med et par fast tørn af tråden og overskydende ender bortklippes. Min østrigske ven, Viktor Sermek, lærte mig en ny frem-gangsmåde, når man skal dubbe en krop. Her skal vi bruge mørk uld fra Hare-øre. Vi spreder det ud på et stykke hvidt papir og med en papir-klemme griber vi lidt mellem kæberne. I stedet for at danne en løkke af bindetråden, bruger han en speciel tråd: ‘Serafil’ - meget anvendt i tekstil-industrien. Den består af to tvundne tråde, og med en dubbingnål skilles disse oppe vedkrogskaftet, og nålen føres ned til trådholderen. Trådene spredes med venstre hånds lillefinger og med højre hånd placeres papirklemmens kæber imellem de to tråde. Ved samtidig at give slip på hareulden imellem kæberne og slippe med lillefingeren, snoes tråden til en perfekt ‘chenille-tråd’. OBS! Kun, da vi bandt tråden ned på krogen var denne yderst vokset - siden bruges absolut ingen voks. Dubbing-tråden vindes op over krogen til man har en fortykkelse som skal danne nymfens bryst-parti. Hacklet vindes 2-3 tørn foran brystet, spidsen bindes ned og overskydende bortklippes og tråden vindes gennem det vundne hackle frem foran dette. Nu kommer det vanskeligste punkt for en gammel dyrlæge, der har mistet en hel del af sin finger-færdighed: Vi skal på de få mm, der er tilovers afslutte fluen med et par halvstik klods op til hacklet. Det nemmeste er at klippe tråden over et godt stykke fra fluen og så ved hjælp af en dubbingnål slå et par halvstik. Problemet er nemlig, at vi her skal uden om hestehåret. Ganske vist rullede jeg det allerede inden jeg startede rundt om en lillefinger og låste det her, som man alminde-ligt gør det med forfang; men alligevel er det pokkers meget i vejen.